-
Business-update: Dansk rigmand køber hotel af britisk mangemillionær
ソース: BDK Finans / 17 6 2024 10:49:47 America/New_York
Kære Berlingske-læser. Det er blevet mandag og tid til ugens første Business-update fra nærværende erhvervsredaktion, der giver dig en overflyvning over dagens vigtigste historier. Dagen bød blandt andet på en rigmands hotelopkøb, et stagneret DSV-projekt i Saudi-Arabien og udsigten til et kæmpe opkøb af forsikringsklenodiet Topdanmark. God læselyst! #1 - Saudisk ørkenprojekt trækker ud for DSV I 2017 blev det annonceret at en ny megaby i Saudi-Arabien ville se dagens lys. Neom var navnet, og DSV indgik et omdiskuteret samarbejde med Saudi-Arabien om blandt andet logistikløsninger. Tidligere på året fortalte den danske speditør- og logistikkæmpes topchef, Jens Lund, at de første spadestik i ørkenen ud for Det Røde Hav skulle tages inden udgangen af andet kvartal i år. Men vigtige godkendelser har forsinket projektet. Det skriver ShippingWatch. »Neom er et omfattende projekt, hvor DSV kommer til at indgå i et joint venture om de samlede logistikløsninger. Som vi tidligere har sagt, kræver det en række myndighedsgodkendelser, som det desværre tager længere tid at få på plads, end vi havde håbet,« oplyser DSV i et skriftligt svar til mediet. Ifølge Shippingwatch er årsagen til projektets seneste forsinkelser manglende afgørelser fra konkurrencemyndigheder i flere lande. Indtil disse kommer på plads, udfører DSV fortsat transportopgaver for Neom og forventer ifølge mediet et langt samarbejde. #2 - Saxo Bank-stifter Kim Fournais køber luksushotel på Mallorca Den danske finansmand Kim Fournais har købt hotellet Son Valenti, der ligger på den nordlige del af ferieøen Mallorca. Det skriver Børsen på baggrund af en pressemeddelelse. »Jeg er selv kommet på Mallorca igennem mange år og er ganske enkelt blevet forelsket i den fantastiske natur og de muligheder, som øen byder på,« udtaler Kim Fournais i meddelelsen. Det oplyses ikke, hvad Kim Fournais har betalt for det luksuriøse hotel, der nu føjes til Saxo Bank-stifterens portefølje af hoteller, der også tæller hans private ø Vejrø. Begge er tilknyttet hans private Holdingselskab Fournais Holdings. Sælgeren af det luksuriøse hotel er den britiske entreprenør og multimilliardær Richard Branson. Selv købte Branson den 530 hektar store hotelejendom i 2021. #3 - Danskerne gør klar til krise og køber jod, vand og lygter Det var en alvorlig forsvarsminister, der under dette års Folkemøde løftede sløret for en række beredskabsråd, der skal sikre danskerne under en potentiel krise. Danskerne skal have mad, vand og medicin til tre dage. Og danskerne gør sig nu tilsyneladende klar til krise. Det har nemlig ført til, at jodtabletter er blevet revet væk fra hylderne. Desuden beskriver netmediet Finans, at supermarkeder har fordoblet salget af vand. Også hos Spejder Sport har kriseanbefalingerne kunnet mærkes. Her meldes der om boom i salget af vanddunke og førstehælpskasser. Og nødradioer, som kan bruges med håndsving, og dermed selvom strømmen er gået, blev udsolgt, har Spejder Sport oplyst til DR. Beredskabsstyrelsen har i en 12 siders pjece udgivet sine anbefalinger under navnet »Forberedt på kriser«. Under Folkemødet manede Troels Lund Poulsen dog til ro. »Det er vigtigt at sige, at vi formentlig ikke får brug for rådene i praksis. Men i den aktuelle situation er det vigtigt at være forberedt,« sagde han. Tre uundværlige fra Berlingske A: Topadvokat reklamerede for Kammeradvokaten. Nu rammes han af skæbnens ironi Det er Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, der skal granske 16 af Nicolai Dyhrs konkursboer. Her har staten krav for mere end 60 millioner kroner. Læs artiklen her. B: Regeringen i gigantisk fejlskøn på afgørende skat. Topchef kræver handling Med tre nye skattelettelser for virksomhederne vil hele grundlaget for den danske økonomi kunne ændres, mener Dansk Erhverv på baggrund af ny analyse. Skatteministeren bebuder nyt initiativ fra regeringen i denne uge. Læs artiklen her. C: Udenlandsk topchef vil købe dansk klenodie for stort milliardbeløb: Afviser ikke fyringsrunde Finske Sampo tilbyder at købe alle aktier i det danske forsikringsflagskib Topdanmark. Til Berlingske forklarer topchef Torbjörn Magnusson hvorfor. Læs artiklen her. https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-dansk-rigmand-koeber-hotel-af-britisk-mangemillionaer